Skuespiller. Født 11/1 1935. Datter af kammersanger Einar Nørby. Gift 1º i 1956 med arkitekt Mogens Garth-Grüner (1930-57), 2º 1963-69 med sanger og skuespiller Dario Campeotto, 3º 1970-78 med skuespiller Jørgen Reenberg, 4º i 1984 med kapelmester Svend Skipper.
Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole i 1955 med efterfølgende ansættelse ved teatret indtil 1959. Er flere gange i karrieren vendt tilbage til Det kgl. i længere perioder, men har spillet store roller på en række af landets scener. Ghita Nørby er nok den kvindelige skuespiller i nyere tid, der om nogen kan bære betegnelsen 'dansk teaters førstedame'. Hendes sceniske - og filmiske - virke har strakt sig over foreløbig 50 år, og vidner om en skuespiller, der har undergået en fantastisk udvikling fra at være den søde, uskyldsrene pige til at fremstille nuancerede og gribende kvindeportrætter. Dansk Kvindebiografisk Leksikon beskriver hendes roller over tid med følgende pointe: ".. de har det fælles, at de er fremstillet med al GNs solidaritet og indlevelse. Hun står aldrig ved siden af sine karakterer og udstiller dem, men tager altid rollerne på sig og arbejder seriøst med dem. [..] Mod, indsigt, fordybelse, professionalisme og arbejdsdisciplin har været nogle af nøgleordene i hendes kunstneriske udvikling".
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Bortset fra Poul Reichhardt har ingen dansk hovedrolleskuespiller af første rang medvirket i så mange dårlige film som Ghita Nørby. - "Jeg har faktisk aldrig sagt nej til et manuskript, ikke hvad jeg kan huske," sagde hun i Levende billeder 1996.
Som dansk films foretrukne artige, friske og lattermilde heltinde blev hun i slutningen af 1950'erne og 1960'erne et symbol på folkekomediernes kernesunde, men ofte syntetiske livsglæde. Men det dukke-yndige og spejderkække i hendes bløde smilehulstræk modsvaredes af en knejsende holdning tilsat en knivspids temperament - et varsel om senere triumfer.
Hun modnedes tidligere som teaterskuespiller end som filmstjerne. Det unge teaterhåb, der var stærk nok til at vende Det kgl. Teater ryggen, efter at Poul Reumert havde hvislet "Zahles Skole" af hende, og som i 1959 fik et gennembrud i den nyrealistiske "En duft af Honning", gik på lærredet stadig sødt smilende rundt i pjaskede komedier som "Min kone fra Paris" (1961), "Sømand i knibe" (1961) og "Flådens friske fyre" (1965).
Hun deltog ikke i 1960'ernes fornyende tendenser i dansk film - gjorde derimod et frustreret forsøg på en tysk karriere med "Ich suche einen Mann" (1966). Først i slutningen af 1970'erne optræder hun som rigtig voksen dramatisk filmskuespillerinde, med den enlige mor i Morten Arnfreds og Henning Kristiansens "Mig og Charly" (1978) som det afgørende vendepunkt. Inden da havde Ingmar Bergman instrueret hende i Det kgl. Teaters opsætning af "Misantropen" og givet hende ny selvtillid:"Min svaghed er en vis flagrende form, men han har givet mig troen på en ro, jeg ikke har turdet stole på før," udtalte hun på den tid.
Men selv så fremragende præstationer gav ingen større, interessante filmopgaver gennem det næste tiår - modne kvinder interesserer ret sjældent dansk film. I "Verden er fuld af børn" (1980) bliver det f. eks. kun til et mindre gæstespil som servitrice. Først i "Dansen med Regitze" (1989) får hun en ny forløsende rolle, som blev indgangsportalen til hendes filmkunstnerisk set rigeste tiår, 1990'erne.
Hendes start som purung heltinde i problemdramaet "Ung leg" (1956) placerer hende første gang i samspil med Frits Helmuth, der senere var hendes mand i "Dansen med Regitze" og "modstander" som kriminalkommissæren i "Her i nærheden" (2000). Hendes renskurede lillepigeydre, smilende uskyld og sikre timing gjorde hende hurtigt til selvskreven komedieheltinde, bedst i Annelise Reenbergs "Baronessen fra benzintanken" (1960), hvor hun klovner gnistrende veloplagt og bramfrit i sin vildkatte-rolle.