Skuespillerinde. Født 3/8 1905, død 12/8 1993 - 88 år gammel. Gift med filminstruktør Torben Anton Svensen (1904-80). Søster til billedhugger Knud Nellemose (1908-97).
Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1924-26. Ansættelse ved teatret gennem hele sin karriere, hvor hun kunne fejre 50-års jubilæum i 1971.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Visse betydelige skuespillere inkarnerer deres fag i renset form. Karin Nellemose skrev aldrig erindringer, og hendes ret få interviews består mest af almindeligheder. Privatpersonen Karin Nellemose holdt hun beskedent tilbage. Men sit job bestred hun med en sjælden blanding af intelligens, målbevidst professionalisme og medfødt talent. Måske især det sidste - "Det meste af det, jeg foreta'r mig, det er instinkt", sagde hun sent i karrieren.
Det yngre publikum kender hende nok bedst som den jomfrunalske Misse Møhge i tv-serien "Matador" (1978-81), men hun har en lang karriere med kolossalt varierede roller bag sig. Hun betog i starten mangt et hjerte i udprægede ingenueroller, både på film og teater, men som hun selv siger: "Filmen åbnede mig vejen til karakterroller". Den purt uskyldige ungpige blev på scene og lærred en fuldendt komedienne og en specialist i neurotiske kvinder. Spændvidden var imponerende stor.
Hun begyndte på toppen som teenagedatter i Carl Th. Dreyers stumfilms-kammerspil, "Du skal ære din Hustru" (1925) - en af instruktørens bedste film, men en rolle hun primært tog af økonomiske grunde, mens hun gik på elevskole. Og hun giver sin ungpige en komisk undertone i to Fy&Bi-film: "Vester Vov Vov" og "Tordenstenene", begge fra 1927.
I 1930'erne er hun den følsomme heltinde med sart, åndfuld udstråling - især i "Kirke og Orgel" (1932) dyrkes hendes skære, lysende skønhed med stor fotografisk effekt.
I Kjeld Abell-filmen "Tak fordi du kom, Nick" (1941) overgår hun til den mere nervebetonede overklassefruerolle og forsvarer den så godt, som det vel var muligt. Og omslaget understreges af hendes slagfærdige grevinderolle i den frimodige "Tordenskjold gaar i Land" (1942) - nu glemt, men værdsat af samtiden. I Johan Jacobsens "Mine kære Koner" (1943) springer hun ubesværet ud som komedienne og fuldender syv år senere dette rollefag med en forrygende vittig birollepræstation som svindlerske i samme instruktørs "Min kone er uskyldig" (1950).
Mindre interessant er Charles Tharnæs' dyrkelse af hendes passive hverdagsfølsomhed i "Spurve under Taget" (1944) og "Oktober-Roser" (1946). Nellemose er ofte mest slående, når hun ikke behøver spille på den anonyme gråspurv, hun med årene også kunne forvandle sig til - selv om hun gennemfører denne rolletype usædvanlig smukt som det halte offer i kvindemorderfilmen "Hr. Petit" (1948). Med åbenlys varme og engagement forsvarer hun den ensomme telefondame fuld af 'undseelse, længsel, lykke og angst', som Ole Brandstrup skrev i sin anmeldelse.
Helt overdådig er hun i teatersatiren "Hans store Aften" (1946), hvor hun - som gråspurvens absolutte modsætning - leverer et furiøst bravourportræt af en egocentrisk primadonna. Her er en temperamentsudfoldelse, der lader ane, at hun kunne have skabt en forrygende Petra von Kant.
Hun kan også projicere troværdig intelligens - som i "Soldaten og Jenny" (1947), hvor hun som statsadvokatens klartskuende kone har en mindeværdig knivskarp scene med Sigfred Johansens kyniske advokat. Eller som i "Mens porten var lukket" (1948), hvor hun er den afklarede, melankolske prostituerede. Også i "Kampen mod uretten" (1949) skiller hun sig ud med et fint nuanceret portræt af den borgerligt opdragede Thyra, der trodser familien og gifter sig med rebellen Peter Sabroe. Og lige så suverænt og sødmefuldt tager hun sagen i egen hånd som den tilrejsende husholderske i "Den gamle mølle fra Mols" (1953) og bringer klogt og smilende orden i mændenes forfjamskede affærer.
Dette er nok hendes mest charmerende præstation, men ikke den mest karakteristiske. For omkring 1950 specialiserede hun sig i forsumpede fruer i frustreret overgangsalder, ofte noget krast udleverede. Hvorefter hun mest paraderede overkvalificeret fornemhed i folkekomedier, med spøgelset i "Baronessen fra benzintanken" (60) som et lyspunkt.
Hendes afsluttende tv-roller skabte ekstra popularitet - den døvstumme morderske i Leif Panduro-krimiserien "Ka' De li' østers?" (1967) og hendes uforglemmelige forfjamskede Misse Møhge i "Matador" (1978-81). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
FilmografiPriser