Skuespiller. Født 1/9 1920 (Axel Landing), død 18/12 1993 - 73 år gammel.
Begyndte allerede at optræde som barn og medvirkede i begyndelsen af 30'erne i forestillinger på bla. Nørrebros teater, Betty Nansen teatret og Folketeatret. Blev optaget på Det kgl. Teaters elevskole i 1940 og fik en omfattende scenekarriere, fortrinsvist som revy- og operetteskuespiller. Cirkus optog ham meget, og han rejste i perioder rundt med sit eget "Cirkus Buster" og var flere gange engageret hos Cirkus Benneweis. Tv gjorde Buster Larsen til folkeeje i bredeste forstand med børneprogrammet "Cirkus Buster" 1959-60, lørdagsrevyerne "Hov hov" og "Uha uha" og stærke præstationer i Leif Panduros tv-spil.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
I sine mere end tres år som professionel skuespiller opnåede Buster Larsen en folkelig gennemslagskraft af de helt sjældne. Han var flittig, men frem for alt ægte folkelig. Buster Larsen kunne ramme noget særligt dansk, og ikke kun den hyggelige folkekomedie-danskhed, men også dens mere kværulantiske, småtskårne bagside.
Selv om man især husker ham som hyggespreder i stil med tv-seriens "Matadors" (1978-81) grisehandler Larsen, når han bænker sig ved stambordet hos Boldt og fodrer hunden Kvik med 'tyskere', er det langt fra hele historien. Hans talent for anderledes ubehagelige, betændte roller finder rig udfoldelse i hans film.
Han kom tidligt til filmen, idet hans mor skaffede den knap ti-årige Buster Larsen statistroller hos bl.a. Palladium. Første gang han registreres på film er, da han som 12-årig spiller Johannes Meyers frække søn i komedien "De blaa Drenge" (1933).
I 1940'erne møder man ham i ret mange småroller, ofte som let forvirret, flyve-øret yngling fra lavere samfundslag. Det er sjovt at kigge ham ud, men substans er der ikke i rollerne. Han har dog en skæg, lidt større birolle som Lily Brobergs underkuede mand i lystspillet "Hans store Aften" (1946) - og han giver en interessant, men mislykket prøve på sine evner som natklubdanser og sanger i et par indlagte sekvenser i "Lejlighed til leje" (1949).
I 1950'erne spiller han til at begynde med stadig den unge mand - bl.a. er han en af de øldrikkende drenge, der ledes på rette vej af Jørgen Reenbergs præst i "Fodboldpræsten" (1951), hvor han tilmed får lov at sætte tænderne i en stor dødsscene.
Et markant rolleskift til noget mere genkendeligt Buster Larsen'sk fandt sted i soldaterkomedien "I kongens klæ'r" (1954). Hér spiller han den slibrigt skumle, men også jævnt danske narkohandler, der på sin flugt fra politiet bytter tøj med en intetanende Kjeld Petersen - en karikatur af en skurkerolle, men spillet med slet skjult fornøjelse.
Herefter havde dansk film for en tid fundet den perfekte skuespiller til falsk gemytlige eller sleske skurkeroller. I hvert fald spiller han flere af slagsen op gennem 50'erne: forhutlet, men godhjertet småsvindler i "Det var på Rundetårn" (1955); noget mere fedtet og forloren i "Færgekroen" (1956); decideret ondskabsfuld som satanisk hypnotisør i "Tag til marked i Fjordby" (1957) - alle tre overfor Dirch Passer og Ove Sprogøe - og farceoverspillende som kolerisk teaterdirektør i "Pigen og vandpytten" (1958).
1959-60 fik han stor succes på tv med serien "Cirkus Buster", og den blev i 1961 til en hyggefilm af samme navn, med Buster Larsen som medforfatter og instrueret med let hånd af Erik Balling. Buster Larsen spiller den rare cirkusdirektør og - klovn, der kommer i økonomiske problemer.
I "Don Olsen kommer til byen" (1964) spiller han for første gang en rolle, der er skrevet specielt til ham. I titelrollen som typografen, der kommer til en lille by og sammen med Dirch Passer er med til at starte et politisk protestparti, er han øldrikkende, jovial og charmerende - men også en noget skabelonagtig mand af folket.
Netop som han var ved at at blive malet godt og grundigt inde i det folkehyggelige hjørne, spiller han på helt andre tangenter i Henning Carlsen og Leif Panduros "Hvad med os?" (1963). Som modstandsmanden, der er ved at gå psykisk i opløsning af skyldfølelse over en måske uberettiget stikkerlikvidering, giver Buster Larsen en både præcis og bevægende præstation - filmens bedste -, og rollen foregriber både hans senere mere komplicerede mandeportrætter og senere tiders fokusering på likvide-ringernes berettigelse og omkostninger.
Og det var igen Leif Panduro, der gav ham en af hans bedste roller i tv-spillet "Farvel, Thomas" (1968), hvor hans midaldrende taber Thomas er en 'davs-med-dig dansker, der er ude at skide i det og har det jammerlige, halvaggressive, undskyldende, lidt bøvede, fortabte og egocentriske drag over alt, hvad han siger og gør' (Niels Barfoed i Politiken).
På film halter han lidt bagefter sin egen og tidernes udvikling, f. eks. i Bent Christensens Hovedjægerne (1971) som en borgerlig direktør, der slutter sig til en gruppe ungdomsaktivister. Her har nogle scener, hvor han skifter garderoben ud med nyt, ungt tøj eller ryger sig skeløjet i hash, en vis kitsch-værdi.
Til gengæld rammer han sin korrupte bladsmører af en journalist i Ebbe Langbergs "Kassen stemmer" (1976) lige på kornet; hans franske mesterkok i "Olsen-banden ser rødt" (1976) er spillet for fulde, veloplagte gardiner; og han giver et af sine gysende præcise alkoholist-portrætter som journalist Eriksen i "Hærværk" (1977).
"Matador" cementerer hans popularitet. Hans grisehandler Oluf Larsen er på samme tid jordnær og distant, stærk og lidt klynkende, kontant og konfliktsky. Modsætningsfyldt, men i bund og grund en God Mand. En figur, der antager nærmest mytologiske dimensioner i al sin hverdagsagtige genkendelighed.
Og i 1981 overfører Kaspar Rostrup sin succesfulde teateropsætning af "Jeppe på Bjerget" til film, igen med Buster Larsen i titelrollen. Hans Jeppe er ikke morsom, men tragisk og farlig i sin blanding af det suttede og det ondskabsfulde.
Året efter spiller han igen en mand med ussel fremtræden og ormstukken moral: i den sorte, grimede krimi "Det parallelle lig" (1982) er han krematoriearbejderen, der finder et lig for meget i en af sine kister og snart er i gang med en afpresning af morderen. En gnidret, grådig enspænder - nådesløst perfekt spillet. Og samme år er han fremragende som den sølle, ensomme Kaj, et lettere flosset vedhæng af en bifigur, i Bille Augusts tv-film "Maj".
Fra 1980'erne falder hans film mere spredt, og det bliver ved smårollerne. Han er spektakulært spiritus-opløst og upålidelig som brugtvognshandler i Sydhavnen i "Midt om natten" (1984); er fin som den både skrappe og følelsesmæssigt kejtede købmand i "Busters verden" (1984); og tegner en smerteligt tragisk figur i "Pelle Erobreren" (1987), hvor han spiller den fordømmende far, der må høste frugterne af sin forbenethed, da hans søn begår selvmord.
Han slutter sin filmkarriere som den godmodige vicevært i de to første film om "Krummerne" (1991 og 1992) og når i den sidste at tage et vemodigt farvel, da han synger "Stille hjerte, sol går ned". Han dør inden optagelserne til "Krummerne 3" (1994), og hans rolle overtages af Paul Hagen. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]