Christian Arhoff (1893-1973) var alletiders populære komiker, elsket for sin pudseløjerlige pludrende replik: »okkejo« og »okkenej«. Hyldet for sine mange forfjamskede biroller i danske tonefilm, hvor den spidsnæsede, fregnede og rødhårede komiker havde opnået folkets kærlighed som den ene del af parret Sus og Stille med Marguerite Viby som partner eller i samspil med den digre Ib Schønberg. Og på teatret – ikke mindst i Apollo-revyerne – udviklede han op gennem 1930erne og 1940erne sin egen crazykomiske, befippede stil. Men så slog katastrofen ned kort efter befrielsen.
Hans navn dukkede op i Bovrup-kartoteket, der rummede navnene på 39.000 medlemmer af det danske nazistparti. Og det var ikke lige sagen i 1945. Han var blevet medlem fire år tidligere, men havde meldt sig ud igen allerede året efter. Det spillede ingen rolle.
Da nyheden ramte pressen, var Arhoff engageret af revykongen Stig Lommer og skulle medvirke i et svensk gæstespil med revyen »Gräshopparna« på Södra Teatern i Stockholm. Det var i den svenske hovedstad, Politiken fik fat i den populære skuespiller:
»Det var en stille og forsagt Christian Arhoff, der i aftes meldte sig på telefonen fra Stockholm. Hans ellers så lystige stemme var blevet grå og næppe hørlig.
- Hvorfor jeg meldte mig ind i det nazistiske parti, gentager han.
- Ja, hvorfor?
- Det er der ingen, der ved. Der var jo så mange indmeldelser dengang.
- Var det af politisk karakter?
- Det ved jeg ikke, om det var. Næh, kunstnere interesserer sig jo ikke for politik.
- Blev De opfordret af partiet til at melde Dem ind?
- Der var en mellemmand, der henvendte sig til mig. Jeg tænkte ikke over, at det skulle føre til noget. Bagefter kan man altid være klog. Der var jo ikke nogen mennesker, der kunne vide, at det skulle gå sådan. Det var dog ikke noget forbudt parti, man meldte sig ind i. Jeg er et nedbrudt menneske. Men nu indrømmer jeg altså, jeg har været i partiet. Så er det løb kørt.«
Arhoff blev fyret. Og i al hast arrangerede Stig Lommer et interview i Stockholm, hvor han og kollegerne, herunder Marguerite Viby, lavede damage control og lod sig fotografere, mens de »chokerede« læste om Arhoffs nazistiske tilbøjeligheder: »Vi anede intet«.
Arhoffs karriere lå i ruiner. Han var forment adgang til Statsradiofonien, og først efter ti år lykkedes det for ham at kæmpe sig tilbage i rampelyset, hvor den hadske stemning fra tiden efter befrielsen havde lagt sig – ikke mindst genvandt han populariteten via en række roller som trofast fjollefrederik i Morten Korch-filmene.
Hans sidste filmrolle var yndig. Han spillede den homoseksuelle gamle turneskuespiller i den oversete perle »Og så er der bal bagefter« (1970). Her levendegjorde han en figur ikke ulig sig selv. Det er ham, der strikker efter teatertid og har den udødelige replik, mens han sender lange blikke til en ungersvend hen over bordet: »Alle de flotte fyre kommer fra Amager.«
taget fra https://www.berlingske.dk/kultur/18.-laage-da-befrielsen-kom-indtraf-katastrofen
De Foto er lånt fra Det danske Filminstitut.
