Instruktør, skuespiller. Født 26/6 1910, død 13/5 1977 - 66 år gammel. Gift 2º i 1945 med skuespiller Lisbeth Movin (f. 1917). Sammen fik de datteren Nina Movin (f. 1959).
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Uddannet til alt andet inden for film end skuespiller medvirkede han alligevel i en snes af sine egne film, altid i hovedroller.
I interviews ironiserer han over filmanmeldernes gentagne forsikringer om, at han 'dækker rollen, men...' En sober kompetence anerkendes, men det kan være svært at få øje på et register ud over det mandigt tilforladelige. Hans replikføring er mærkeligt tonløs, og hans appeal som filmelsker ligner ofte mere snusfornuftig myndighed end forførerisk glød.
Alligevel blev han i sin yngre år - som en af dansk films få rendyrkede he-men - matiné-idol for en fanskare af brevskrivende 12-15-årige piger. De mange 1930'er-farcer, hvor han var køn elskværdig helt, og som han selv skrev og instruerede med Alice O'Fredericks, kunne da også sagtens kaperes af et børnepublikum og viste ham som en lidt stivbenet straight mand i samspil med datidens mere livlige komiske attraktioner: Ib Schønberg, Osvald Helmuth, Chr. Arhoff, Victor Borge (Børge Rosenbaum) og Arthur Jensen.
Faderen, den fremtrædende Fy og Bi-instruktør Lau Lauritzen Senior, satte gang i hans skuespillerkarriere ved at overtale sin all round-filmbegavede søn til spille styrmand i søstykket "Barken Margrethe" (1934), hvor han gør størst indtryk med en velskabt torso og et veltrænet boksetalent. Filmen blev en kæmpesucces, og derefter gik det slag i slag med medvirken i egne farcer, der ofte havde spændingsindslag, hvor unge Laus evidente handlekraft kunne komme til sin ret. Mere alvorlige toner anslår han som fisker i "Blåvand melder storm" (1938) og ishavs-forulykket i "Nordhavets Mænd" (1939). Og i "En ganske almindelig Pige" (1940) ses han som en initiativrig filmjournalist, der indskærper unge håbefulde starletter: "Film er tre ting - arbejde, arbejde og arbejde." En trosbekendelse, han ofte selv fulgte lidt for bogstaveligt som instruktør.
Det klæder ham med en skurkerolle som smart sagfører i Alice O'Fredericks og Jon Iversens opstemte komedie "Tag til Rønneby Kro" (1941). Men i Besættelsesperiodens fem år instruerede han - alene eller sammen med Alice O'Fredericks og Bodil Ipsen - ikke mindre end 22 film og lagde midlertidigt skuespillerjobbet på hylden. Han vendte tilbage som troværdig modstandsgruppeleder i prestigeproduktionen "De røde Enge" (1945), som han selv instruerede med Bodil Ipsen, og hvor han fremtræder uselvisk tørt, idet han - sikkert klogt - overlader følelsesudsving og dramatisk nerve til Poul Reichhardts ligestillede sabotør.
Samme år spillede han iøvrigt for første og eneste gang med i en anden instruktørs film, Johan Jacobsens konkurrerende modstandsfilm "Den usynlige Hær", der blev udsendt tre måneder før "De røde Enge". Hos Jacobsen har han en lille rolle som ubehagelig tysk Kriminalrath. Og Jacobsen gjorde gengæld og gæsteoptrådte som stikker i "De røde Enge". For begge instruktører - må man formode - en god modgift mod frelstheden.
Derefter gik der længere og længere mellem rollerne. Han spiller nærmest sig selv i den kuriøse meta-komedie "Lise kommer til Byen" (1947); sympatisk sømand i "Støt står den danske sømand" (1948), atter i skræddersyet sammenspil med Poul Reichhardt; og hvidkitlet bedrevider i alkoholikerdramaet "Café Paradis" (1950). Han er seksualmordanklaget arkitekt i det i datiden højt ansete drama "Det sande ansigt" (1951), ansporet til at spille rollen af sin medinstruktør Bodil Ipsen; og atter sømand i "En sømand går i land" (1954), hvor der er kommet noget tiltrækkende stoisk over hans taberfigur. Til gengæld brillerer han hverken som taxa-chauffør i "Taxa K 1640 efterlyses" (1956) eller som admiral i "Sømand i knibe" (1960), nu synligt ældet.
Inden han 24 år gammel debuterede som instruktør med farcen "Ud i den kolde Sne" (1934), uddannede han sig energisk som manuskriptforfatter, instruktørassistent, lydmand, filmudlejer og filmfotograf (han fotograferede undtagelsesvis "De røde heste" (1950)). 57 film fulgte efter, 31 instrueret sammen med Alice O'Fredericks, 5 med skuespillerinden Bodil Ipsen og 3 med skuespillerinden Lisbeth Movin - sidstnævnte blev hans anden hustru. Han instruerede 18 film alene, deriblandt solide dramaer som "Søren Søndervold" (1942) og "Farlig ungdom" (1953) og den vellykkede satiriske komedie "Vejrhanen" (1952). Farlig ungdom var den første danske ungdomsproblem-film og blev en stor publikums- og pressesucces. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Lau Jr. var gennem sin karriere tæt knyttet til produktionsselskabet ASA, som han grundlagde i 1936 sammen med Henning Karmark, John Olsen og Gutenberghus.
Fra 1948-65 var han leder af Kinopalæet.
Litteratur: Paw Kåre Pedersen: Unge Lau (2010) samt et omfattende website laujun
De Foto er lånt fra Det danske Filminstitut.
